Anders ANDERSEN
♂ Anders ANDERSEN
Eigenschaften
| Art | Wert | Datum | Ort | Quellenangaben |
|---|---|---|---|---|
| Name | Anders ANDERSEN | |||
| Beruf | Murer/Landmand | |||
| Nationalität | Danmark |
Ereignisse
| Art | Datum | Ort | Quellenangaben |
|---|---|---|---|
| Geburt | 27. August 1836 | Foldmosehus, Skivum Sogn nach diesem Ort suchen | |
| Bestattung | 24. Januar 1921 | ||
| Taufe | 31. August 1836 | Hjemme nach diesem Ort suchen | |
| Tod | 18. Januar 1921 | Hasseris Sogn nach diesem Ort suchen | |
| Heirat | 19. April 1862 | Skivum nach diesem Ort suchen | |
| Heirat | 23. Januar 1880 | St Ajstrup Kirke nach diesem Ort suchen |
Ehepartner und Kinder
| Heirat | Ehepartner | Kinder |
|---|---|---|
| 19. April 1862 Skivum |
Wilhelmine Georgine WILHELMSDATTER |
|
| Heirat | Ehepartner | Kinder |
| 23. Januar 1880 St Ajstrup Kirke |
|
Notizen zu dieser Person
Hjemmedøbt, 31 August fremstilet i kirken 16 okt.1836.Faddere:Gaarrdmand Chr. Aggerbos Kone af Sønderlund, Gmd. Chr. Marinus Kone af Skivum, Gmd. Chr. Aggerbo, Ungkarl Chr. Christensen
Ft 1845 Foldmosehus
Anders Mogensen 50 Gift Haubroe Sogn Aalborg Amt Huusmand"
Ellen Marie Nielsdatter39 Gift Sønderup Sogn Aalborg Amt hans Kone"
Ane Marie Kristensdatter13 Ugift i Sognet deres Barn"
Anders Andersen9Ugift i Sognet deres Barn"
Kirstine Marie Andersen 6Ugift i Sognet deres Barn"
Maren Andersdatter3Ugift iSognet deres Barn"
Født i Foldmosehus i Skivum Sogn.Var soldat under krigen i 1864.Husmand og murer i Risinghus på Barmer Mark i Sebber Sogn.Gift første gang med Wilhelmine Georgine Wilhelmdatter med hvem han fik 5 børn. Desuden havde Wilhelmine medbragt et barn fra et tidligere forhold. Gift anden gang med Mette Marie Pedersen med hvem han fik yderligere 12 børn.
Nielsine Martine Larsen, f. 17. jun 1860, Skivum. Wilhelmines datter med Lars Nielsen.
Anders Andersens børn med Wilhelmine:Anders Christian Andersen, f. 2. jun 1862.Marie Mariane Andersen, f. 14. apr 1864, Skivum.Martin Andersen, f. 23 feb 1869, Skivum.Laurst Marinus Andersen, f. 7. maj 1871, Barmer Mark.Carl Andersen f. 2. jan 1874.
Anders Andersens børn med Mette Marie:Vilhelmine Andersen f. 25. aug 1880.Ane Kirstine Petrine Andersen f. 13. dec 1881.Peder Christian Andersen f. 29. apr 1884.Jens Christian Andersen f. 2. jul 1885.Marie Christine Andersen, f. 7. jan 1887.Ellevemine Anine Andersen, f. 21. feb 1888.Caroline Tolvtine Andersen, f. 6. dec 1889, Barmer Mark.Martin Andersen, f. 1. apr 1891, Barmer Mark, d. 22 feb 1894, Sebber.Ane Methea Andersen, f. 11. jun 1892.Martin Frederik Andersen, f. 14. nov 1893.Kresten Andersen, f. 18. apr 1895, Barmer Mark.Niels Peter Andersen, f. 26 mar 1898. Død 1942
Niels Peter Andersens søn, Vagn Andersen, har leveret følgendebeskrivelse af Anders Andersen: Anders Andersen flyttede 1869 sammen med sin kone Vilhelmine Vilhelmsdatter, fra Skivum til Barmer Mark. Her byggede han Rinsinghus på en grund, der blev udstykketfra Rinsinggård i Barmer. Her blev han far til en stor børneflok, der var både en Ellevemine og en Tolvtine .Der var i begyndelsen ikke nogen særlig indtjening på det lille husmandsbrug. Jorden ��� heden, skulle brydes op uden andre hjælpemidler end et par stærke hænder, en hakke, en skovl og en spade. Nøjagtig som Johan Skjoldborg har skildret det i sine bøger om husmændene på heden.Senere fik Anders råd til at købe et par køer. Det blev den første trækkraft. Stude blev der ikke råd til, men under tiden kunne han låne en hest hos naboerne. Det betaltes tilbage med arbejdei ”fritiden”. Anders var nemlig, når det var muligt på arbejde som murer til den formidable løn af 33 øre om dagen – ofte på ”gåben” de ca. 20 km til Skivum – og det i en tid, hvor en dunk snaps kostede 13 øre og et par træsko 1 kr. Og hjemme blev der efterhånden brug for 14 par. Ikke så underligt, at han lavede en kølle til at banke tøjerpæle i joden med. Det almindeligste var ellers at træde dem ned med hælen. Træskoene skulle spares.Anders beskrives af alle som en vellidt, ordholdende og bestemt mand. Med sin første kone Vilhelmine fik han tre drenge og to piger. 1878 søgte Anders om pension og erindringsmedalje. Han var jo en af ”de sure ” veteraner. Udtrykket blev brugt om veteranerne fra 1864, der i modsætning til de sejrrige veteraner fra krigen 1848 – 50, vendte slagne hjem uden nogen virak. Han fik medaljen. Året efter døde Vilhelmine. Hun blev den 9 maj begravet på Sebber kirkegård.Anders havde besvær med at få passet drengene og medtøjet. Han fik det råd af Niels Fraues kone, at skulle henvende sig til syersken i Ajstrup, Mette Marie Pedersdatter. Hun var datter af Peder Pedersen Sønder og Ane Kirstine Christendatter i StoreAjstrup. Hun kunne andet end sy. Den 23 Januar 1880 stod brylluppet i Ajstrup: "Husmand efter første ægteskab, Anders Andersen Fæstehusmand paa Barmer Mark 431/2 Aar Vac. 2. Juni 1838 af Lumholdt. Pigen Mette Marie Pedersen i Ajstrup 25 Aar Vac. 21 Juli 1857 af Glidemann. Forlovere: Christen Nielsen Ahm, Husmand Barmer Mark. Peder Pedersen Husmand St. Ajstrup".Otte måneder efter fik parret deres første barn, der efter sædvane fik den afdøde kones navn, Vilhelmine. Når hun omtaltes, kaldtes hun som regel ” Mogens Mine ”.Me`t Sønders huskes kun af få, men som en venlig og kærligkone. Hun var uddannet herreskrædder, hvilket hun fik god brug for i Rinsinghus. Ved konfirmationen i St. Ajstrup fik hun som husmandsdatter mg i opførsel og kundskaber, så helt galt, kan det velikke have været.Livet fortsatte i Rinsinghus. I løbet af få år var der otte børn mere, så der var arbejde nok til alle, hvis sulten skulle holdes fra døren. Dyreholdet bestod af et par får, engris og senere et par køer, der brugtes som trækdyr i heden. Da han blev gammel, havde Anders nok råd til at købe en hest, men som han sagde: "A vil it til at døw med at holde Hest nu!"Man passede dyrene godt i kæret. Et af fårene blev så gammelt og bredt over ryggen, at det ikke selv kunne komme op, når det rullede sig. Det skulle vendes og rejses. Hunden, Palle, var en meget dygtig foxterrier og fårehund. På sine ældre dage kunne den ikke se. Blev den så løftet i vejret, så den fik færten af fårene, kunne den ikke alene finde dem, men også skille dem ud fra naboens får.Det var stadig småt med pengene. Man lavede smør der solgtes. For nogle af pengene købtes det, man ikke selv kunne fremstille – undertiden kandis til kaffen.Ægteskabet varede til 1899. Mette havdefået kræft. Den sidste tid var svær. Sygesengen og de mange børn krævede megen hjælp. Anders havde ikke altid råd til at købe smertestillende medicin. Det fortælles, at han engang havde haftheld til at skyde en hare, der skulle sælges for at få penge til medicin, men manden på Sebberkloster mødte op og forlangte haren udleveret. Han påstod, at den var skudt på hans grund.Mette vidste, hvor det bar hen. Og at hun ud over sin egen smerte også pintes af af tanken om, hvad fremtiden kunne bringe hendes børn, viser en af hendes sidste udtalelser: " Nu haaber A, at I kommer hurtig efter mig fra den bitte ende!"Lige efter jul, den 9 januar, stod Mette selv op og redte sin seng. Samme dag døde hun. Der var trangt i Kæret. Plads til kisten fandtes ikke, den måtte stå ude i gården til begravelsen fandt sted på Sebber kirkegård den 16 januar.Da Me`t Sønders døde, måtte man klare sig som man kunne. En af pigerne, der var ude at tjene, måtte hjem for at passe de små.Mine ville gerne, men Anders sagde: "Du er for doven. Du sætter bare de smaa til at lave arbejdet." Sandt eller usandt. Kirstine kom hjem. Hun var mild og lidt for god af sig. Hun havde sit hyr medat styre børneflokken. Så fik Mine chancen. Kneb det, tyede hun til faderen.Engang havde Peder og Jens været uartige. Mine klagede, så måtte Anders, da han kom hjem, ind og tage dem op af sengenog give dem af livremmen. Det pinte ham, men hvad skulle han gøre. Han gik hjemmefra midt om natten for at komme på arbejde og vendte først hjem sent om aftenen. Og orden skulle der være, mens børnene var alene. Det skete engang senere. Anders havde podet et æbletræ med tre slags æbler. Han og børnene var meget glade for æblerne, men der var forbud mod at røre. Jens og Peder havde ikkerørt, men de havde heller ikke kunnet modstå fristelsen til at stå på tæer og tage en bid af de æbler, som de kunne nå fra jorden. Så måtte livremmen frem igen.Man vidste godt, at det var sv��rt at skaffe føden til de 12 børn. Engang Anders var ude med de to mindste drenge, Peder og Jens, der var omkring 5 år, mødte de manden fra Viderupgård. "A mangler en Hjorddreng! Du maa da væreleveringsdygtig Anders." "A har kun de tow her !" "Jamen A kan da tage dem begge tow !" Drengene fik pladsen. Så var der to munde mindre at mætte.Engang havde Mine fundet stof til gardiner. Det havde man ikke haft før. Da Anders kom hjem, var han lidt utilfreds med den ”rutten” med pengene. "Hwa er det for noget, do har faaet hængt op der? Vi laver it Vinduer i Husene for at dække dem til!"Gardinerne blev dog hængene, og da de senere var nede for at blive vaskede, gav Anders udtryk for at han savnede dem.Kirstine blev i 1905 gift med sin fætter, Søren Peter.Mine var allerede i 1902 blevet gift med Anton Bach, der kom i lære hos Anders. I 1906 købte de Rinsinghus. Der blev skrevet skøde og aftægtskontrakt.Anders kom som aftægtsmand til at bo i den lille lejlighed i staldbygningen. Han huskes af de ældste børn som en hyggelig, rar, men bestemt bedstefar. Til Mines fortrydelse lokkede han det ældste barnebarn, ” Tinus ” til at ryge af sin lange pibe, så han kastede op.Han hjalp børnene med lektierne. Var de ikke lært, dunkede han dem med ladestokken, som han sammen med geværet havde fået med hjem fra krigen.Anders passede hønsene, der til hans store irritation ikke kendte klokken, hvilket er en forudsætning for at gå til ro og gale på det rette tidspunkt – også selvom man i Danmark havde indført ”det nymodens pjat”, sommertid.Anders havdealtid taget en morgensnaps for helbredet, og det agtede han ikke at lave om på. Heller ikke kortspillet med de to andre veteraner i kæret, kunne han se det fornuftige i at indstille. Det var en torni øjet på Mine, der i mellemtiden havde knyttet sig til Indre Mission. Og så var der jo det med morfaderen, Pi Sønder, der var alkoholiker. Naboerne talte om ”gemytternes uoverensstemmelse”.Hvorom alting er, Anders opsagde aftægtskontrakten og flyttede til en anden datter, Marie og hendes mand Carl Guldbæk, der boede i Hasseris ved Ålborg. Her boede han så, den gamle veteran, langt fra den egn, hvor han havde stiftet familie og virket. Det fortælles, at Carl har en stor del af æren for, at svigerfaderen befandt sig så godt i sit nye hjem.Her døde han den 18 januar 1921 og blev begravet på Sebber kirkegård en måned efter jul, den 24 januar 1921.
Veteranen
Vores oldefar, Anders Andersen, blev født 1836 i en fattig arbejderfamilie i Skivum i Himmerland. To år før den ulyksalige krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten / Tyskland brød ud, blev han gift med Vilhelmine Vilhelmsdatter. I januar 1864 måtte Andersefterlade sin gravide kone og lille søn for sammen med sine soldater-kammerater fra Aalborg at marchere til Randers. Herfra sejlede 11. kompagni i stærk storm mod Flensborg. Under den berømte officer Max Müller deltog han bl. a. i det blodige, kaotiske slag ved Oversø, hvor 11. regiment sammen med et københav-nerregiment skulle sikre hærens tilbagetog fra Dannevirke og i det store slag vedVejle. Det har været en traumatisk oplevelse. Ville man have Anders til at fortælle om sine oplevelser under krigen, sagde han gerne Haj A wist, huen de var, haj A vendt bøssen den ån vej! Familien flyttede kort efter krigen til en lille for-sømt hedeejendom, Rinsinghus, på Barmer mark. Livet var hårdt på heden. Anders begyndte - som beskrevet af digteren Johan Skjoldborg – at opdyrke heden med sin hakke, sin skovl og sin spade. For at få det til at gå rundt, måtte han i sin fritid arbejde som selvlært murer. Undertiden måtte han gå 20 – 30 km for at nå arbejdsstedet. En gang høstede han på en eftermiddag en hel ager for en bondemand for 25 øre – i en tid, hvor et par træsko kostede 1 kr. I maj 1879 døde Vilhelmine, og Anders stod tilbage med 4 børn, hvoraf denældste var 12 år. Selv om han fik hjælp fra naboerne var det vanskeligt. Tøjet til børnene fik han Met’ Sønders fra St. Ajstrup til at sy. Hun, der var udlært skrædder, blev Anders’ andenkone og vor oldemor. Da Mette døde af kræft i 1899, sagde hun:No håber A, at I føller etter mæ ålsammel, fra den bitte ende Som mor forstod hun den håbløse situation, Anders var i. Alene med 9børn, hvoraf den yngste var næsten spæd. De store piger, der var omkring 20 år, kom på skift hjem for at passe hjemmet.
I 1907 solgte Anders Rinsinghus til sin ældste datter, Vilhelmine, og svigersønnen Anthon Bach. Han fik oprettet aftægtskon-trakt. Samlivet var dog ikke problemfrit, for Vil-helmine havde tilsluttet sig Indre Mission. Anders havde altid taget sig en morgensnaps og spillet et slaw kort med vennerne - i al ærbarhed - som alt andet Anders havde foretaget sig her i livet. Men det var en torn i øjet på Mine. Til sidst opsagde Anders kon-trakten og flyttede til Hasseris til datteren Marie og svigersønnen Carl Guldbæk.
Anders Mogensen, som han altid hed blandt venner, døde en måned efter jul i 1921. Han blev begravet på Hasseris kirkegård langt fra den egn, hvor han havde virket og langt fra familie-gravstedet på Sebber kirkegård.Født i Foldmosehus i Skivum Sogn.
Var soldat under krigen i 1864.
Husmand og murer i Risinghus på Barmer Mark i Sebber Sogn.
Gift første gang med Wilhelmine Georgine Wilhelmdatter med hvem han fik 5 børn. Desuden havde Wilhelmine medbragt et barn fra et tidligere forhold.
Gift anden gang med Mette Marie Pedersen med hvem han fik yderligere 12 børn.
Nielsine Martine Larsen, f. 17. jun 1860, Skivum. Wilhelmines datter med Lars Nielsen.
Anders Andersens børn med Wilhelmine:
Anders Christian Andersen, f. 2. jun 1862.
Marie Mariane Andersen, f. 14. apr 1864, Skivum.
Martin Andersen, f. 23 feb 1869, Skivum.
Laurst Marinus Andersen, f. 7. maj 1871, Barmer Mark.
Carl Andersen f. 2. jan 1874.
Anders Andersens børn med Mette Marie:
Vilhelmine Andersen f. 25. aug1880.
Ane Kirstine Petrine Andersen f. 13. dec 1881.
Peder Christian Andersen f. 29. apr 1884.
Jens Christian Andersen f. 2. jul 1885.
Marie Christine Andersen, f. 7. jan 1887.
Ellevemine Anine Andersen, f. 21. feb 1888.
Caroline Tolvtine Andersen, f. 6. dec 1889, Barmer Mark.
Martin Andersen, f. 1. apr 1891, Barmer Mark, d. 22 feb 1894, Sebber.
AneMethea Andersen, f. 11. jun 1892.
Martin Frederik Andersen, f. 14. nov 1893.
Kresten Andersen, f. 18. apr 1895, Barmer Mark.
Niels Peter Andersen, f. 26 mar 1898. Død 1942
Niels Peter Andersens søn, Vagn Andersen, har leveret følgende beskrivelse af Anders Andersen:
Anders Andersen flyttede 1869 sammen med sin kone Vilhelmine Vilhelmsdatter, fra Skivum til Barmer Mark. Her byggede han Rinsinghus på en grund, der blev udstykket fra Rinsinggård i Barmer. Her blev han far til en stor børneflok, der var både en Ellevemine og en Tolvtine .
Der var i begyndelsen ikke nogen særlig indtjening på det lille husmandsbrug. Jorden – heden, skulle brydes op uden andre hjælpemidler end et par stærke hænder, en hakke, en skovl og en spade.Nøjagtig som Johan Skjoldborg har skildret det i sine bøger om husmændene på heden. Senere fik Anders råd til at købe et par køer. Det blev den første trækkraft. Stude blev der ikke råd til, men under tiden kunne han låne en hest hos naboerne. Det betaltes tilbage med arbejde i ”fritiden”. Anders var nemlig, når det var muligt på arbejde som murer til den formidable løn af 33 øre om dagen – ofte på ”gåben” de ca. 20 km til Skivum – og det i en tid, hvor en dunk snaps kostede 13 øre og et par træsko 1 kr. Og hjemme blev der efterhånden brug for 14 par. Ikke såunderligt, at han lavede en kølle til at banke tøjerpæle i joden med. Det almindeligste var ellers at træde dem ned med hælen. Træskoene skulle spares.
Anders beskrives af alle som en vellidt, ordholdende og bestemt mand. Med sin første kone Vilhelmine fik han tre drenge og to piger. 1878 søgte Anders om pension og erindringsmedalje. Han var jo en af ”de sure ” veteraner. Udtrykket blev brugt om veteranerne fra 1864, der i modsætning til de sejrrige veteraner fra krigen 1848 – 50, vendte slagne hjem uden nogen virak. Han fik medaljen. Året efter døde Vilhelmine. Hun blevden 9 maj begravet på Sebber kirkegård.
Anders havde besvær med at få passet drengene og med tøjet. Han fik det råd af Niels Fraues kone, at skulle henvende sig til syersken i Ajstrup, Mette Marie Pedersdatter. Hun var datter af Peder Pedersen Sønder og Ane Kirstine Christendatter i Store Ajstrup. Hun kunne andet end sy. Den 23 Januar 1880 stod brylluppet i Ajstrup: "Husmand efter f��rste ægteskab, Anders Andersen Fæstehusmand paa Barmer Mark 431/2 Aar Vac. 2. Juni 1838 af Lumholdt. Pigen Mette Marie Pedersen i Ajstrup 25 Aar Vac. 21 Juli 1857 af Glidemann. Forlovere: ChristenNielsen Ahm, Husmand Barmer Mark. Peder Pedersen Husmand St. Ajstrup".
Otte måneder efter fik parret deres første barn, der efter sædvane fik den afdøde kones navn, Vilhelmine. Når hun omtaltes, kaldtes hun som regel ” Mogens Mine ”.
Me`t Sønders huskes kun af få, men som en venlig og kærlig kone. Hun var uddannet herreskrædder, hvilket hun fik god brug for i Rinsinghus.Ved konfirmationen i St. Ajstrup fik hun som husmandsdatter mg i opførsel og kundskaber, så helt galt, kan det vel ikke have været.
Livet fortsatte i Rinsinghus. I løbet af få år var der otte børn mere, så der var arbejde nok til alle, hvis sulten skulle holdes fra døren. Dyreholdet bestod af et par får, en gris og senere et par køer, der brugtes som trækdyr i heden. Da han blevgammel, havde Anders nok råd til at købe en hest, men som han sagde: "A vil it til at døw med at holde Hest nu!"
Man passede dyrene godt i kæret. Et af fårene blev så gammelt og bredt overryggen, at det ikke selv kunne komme op, når det rullede sig. Det skulle vendes og rejses. Hunden, Palle, var en meget dygtig foxterrier og fårehund. På sine ældre dage kunne den ikke se. Blev den så løftet i vejret, så den fik færten af fårene, kunne den ikke alene finde dem, men også skille dem ud fra naboens får.
Det var stadig småt med pengene. Man lavede smør der solgtes.For nogle af pengene købtes det, man ikke selv kunne fremstille – undertiden kandis til kaffen.
Ægteskabet varede til 1899. Mette havde fået kræft. Den sidste tid var svær. Sygesengen ogde mange børn krævede megen hjælp. Anders havde ikke altid råd til at købe smertestillende medicin. Det fortælles, at han engang havde haft held til at skyde en hare, der skulle sælges for at få penge til medicin, men manden på Sebberkloster mødte op og forlangte haren udleveret. Han påstod, at den var skudt på hans grund.
Mette vidste, hvor det bar hen. Og at hun ud over sin egen smerte også pintes af af tanken om, hvad fremtiden kunne bringe hendes børn, viser en af hendes sidste udtalelser: " Nu haaber A, at I kommer hurtig efter mig fra den bitte ende!"
Lige efter jul, den 9 januar, stod Mette selv op og redte sin seng. Samme dag døde hun. Der var trangt i Kæret. Plads til kisten fandtes ikke, den måtte stå ude i gården til begravelsen fandt sted på Sebber kirkegård den 16 januar.
Da Me`t Sønders døde, måtte man klare sig som man kunne. En af pigerne, der var ude at tjene, måtte hjem for at passe de små. Mine ville gerne, men Anders sagde: "Du er for doven. Du sætter bare de smaa til at lave arbejdet." Sandt eller usandt. Kirstine kom hjem. Hun var mild og lidt for god af sig. Hun havde sit hyr med at styre børneflokken. Så fik Mine chancen. Kneb det, tyede hun til faderen.
Engang havde Peder og Jens været uartige. Mine klagede, så måtte Anders, da han kom hjem, ind og tage dem op af sengen og give dem af livremmen. Det pinte ham, men hvad skulle han gøre. Han gik hjemmefra midt om natten for at komme på arbejde og vendte først hjem sent om aftenen. Og orden skulle der være, mens børnene var alene. Det sketeengang senere. Anders havde podet et æbletræ med tre slags æbler. Han og børnene var meget glade for æblerne, men der var forbud mod at røre. Jens og Peder havde ikke rørt, men de havde hellerikke kunnet modstå fristelsen til at stå på tæer og tage en bid af de æbler, som de kunne nå fra jorden. Så måtte livremmen frem igen.
Man vidste godt, at det var svært at skaffe fødentil de 12 børn. Engang Anders var ude med de to mindste drenge, Peder og Jens, der var omkring 5 år, mødte de manden fra Viderupgård. "A mangler en Hjorddreng! Du maa da være leveringsdygtig Anders." "A har kun de tow her !" "Jamen A kan da tage dem begge tow !" Drengene fik pladsen. Så var der to munde mindre at mætte.
Engang havde Mine fundet stof til gardiner. Det havde man ikke haft før. Da Anders kom hjem, var han lidt utilfreds med den ”rutten” med pengene. "Hwa er det for noget, do har faaet hængt op der? Vi laver it Vinduer i Husene for at dække dem til!"
Gardinerne blev dog hængene, og da de senere var nede for at blive vaskede, gav Anders udtryk for at han savnede dem.
Kirstine blev i 1905 gift med sin fætter, Søren Peter.
Mine var allerede i 1902 blevet gift med Anton Bach, der kom i lære hos Anders. I 1906 købte de Rinsinghus. Der blev skrevet skøde og aftægtskontrakt.
Anders kom som aftægtsmand til at bo i den lille lejlighed i staldbygningen. Han huskes af de ældste børn som en hyggelig, rar, men bestemt bedstefar. Til Mines fortrydelse lokkede han det ældste barnebarn, ” Tinus ” til at ryge af sin lange pibe, så han kastede op.
Han hjalp børnene med lektierne. Var de ikke lært, dunkede han dem med ladestokken, som han sammen med geværet havde fået med hjem fra krigen.
Anders passede hønsene, der til hans store irritation ikke kendte klokken, hvilket er en forudsætning for at gå til ro og gale på det rette tidspunkt – også selvom man i Danmark havde indført ”det nymodens pjat”, sommertid.
Anders havde altid taget en morgensnaps for helbredet, og det agtede han ikke at lave om på. Heller ikke kortspillet med de to andre veteraner i kæret, kunne han se det fornuftige i at indstille. Det var en torn i øjet på Mine, der i mellemtiden havde knyttet sig til Indre Mission. Og så var der jo det med morfaderen, Pi Sønder, der var alkoholiker.
Naboerne talte om ”gemytternes uoverensstemmelse”. Hvorom alting er, Anders opsagde aftægtskontrakten og flyttede til en anden datter, Marie og hendes mand Carl Guldbæk, der boede i Hasseris ved Ålborg. Her boede han så, den gamle veteran, langt fra den egn, hvor han havde stiftet familie og virket. Det fortælles, at Carl har en stor del af æren for, at svigerfaderen befandt sig så godt i sit nye hjem.
Her døde han den 18 januar 1921 og blev begravet på Sebber kirkegård en måned efter jul, den 24 januar 1921.
Quellenangaben
| 1 | Andersen Web Site, [Privat] Autor: Vagn Andersen |
| 2 | Bjeldskov Web Site, Anders Andersen Autor: Ole Bjeldskov |
| 3 | Fam-holm, Anders Andersen (Mogensen) Autor: Brian holm |
Datenbank
| Titel | |
| Beschreibung | |
| Hochgeladen | 2018-07-14 12:00:21.0 |
| Einsender |
Gabriela
Brinkema
|
| brinkema@t-online.de | |
| Zeige alle Personen dieser Datenbank | |
